Den sidste time i lufthavnen…

25 okt

Den sidste time i lufthavnen. Jeg har tjekket ind, har købt en flaske vand og fundet mig et bord og en vippende stol at sidde på. Jeg har spist ude næsten hver dage i små fire uger nu, og jeg kan ærligt talt ikke huske, at jeg én eneste gang har siddet på en stol der IKKE vippede. Og meget symptomatisk for hele mit ophold her virker WiFi’en i lufthavnen stort set ikke, så posten kommer først på i DK. Imponerende! På den ufede måde. Hele vejen igennem.

I dag har jeg været på messe ude i Palacio de Ferias y Congresos, og det var, rent omfangsmæssigt, en lidt skuffende oplevelse. Jeg havde måske håbet, at der ville være andet og mere end blot ejendomsmæglere, selv om dette jo bestemt har stor interesse her i butikken. Jeg fik et par kontakter men blev ikke nødvendigvis inspireret til yderligere indfaldsvinkler i forhold til interessante forretningstiltag. På det rent personlige plan var det en succes – både messen her, men også den sidste uges networking generelt. Jeg er så overrasket over, hvor pænt der er blevet taget i mod mig, når jeg kom dér med mine hjemmegjorte visitkort. På denne tur har jeg i hvert fald lært, at det ikke behøver være en dårlig oplevelse at forsøge at skabe kontakter – det har jeg ellers altid tænkt. Så tak, Málaga. Tak, Solkysten, for at have taget så utrolig godt imod mig om min forretning.

Inden messen var jeg nede i Calle Nueva for at forære min billige men helt nye Ikea-dyne og -pude samt lidt forskelligt mad og shampoo til hende den hjemløse med blokfløjten og den blinde schæferhund. Hun blev simpelthen så glad og sagde, at så blev vinteren helt sikkert ikke lige så hård. Tænk at en dyne til 19 kroner kan give så meget glæde. Vi lader den lige stå et øjeblik.

Det er i øvrigt et fedt trick, som jeg vil anbefale til alle der er lige så sippede som jeg ift. hoteller og dertilhørende senge, som andre folk har sovet i, eller hvis man rejser i lande, hvor man ved, at man kun får udleveret et åndsforladt lagen at sove med i stedet for en rigtig dyne. Det koster virkelig 19 kroner for en tynd dyne og 11 kroner for en hovedpude i Ikea. Det er vakuumpakket, og du har sagtens plads til det i kufferten når du rejser. Når du så rejser hjem igen, er der en rengøringsdame eller en tigger eller en anden person, som kan få glæde af din dyne (og du får selv lidt mere plads i kufferten til impulskøb, som du har foretaget undervejs).

Efter de sidste små praktiske ting traskede jeg afsted med mine to kufferter. Jeg har købt et Málaga-rejsekort, som bare siger BIP, når jeg går ind i bussen, så det var skønt ikke at skulle tænke på at skrabe mønter sammen til en billet – jeg havde alligevel næsten ingen mønter tilbage. Og de få jeg havde i lommen, gav jeg til den tigger som sidder bag bushuset lige ved siden af El Corte Inglés, hvor min bus mod stationen holdt. En ældre mand, som sidder på knæ med et tørklæde bredt ud foran sig. Han sidder let foroverbøjet helt stille og kigger aldrig på folk og siger heller ikke noget. Han og flere af de andre tiggere i Calle Nueva eller andre steder i byen er én af grundene til at jeg er blevet meget bevidst om, at Spanien er i dyb krise og bestemt ikke har rejst sig efter den økonomiske krise vi alle har mærket til. På overfladen er alting pænt, men intet er som det var tidligere. Alle de gange jeg har været i Spanien, har der været tiggere i gaden. Mest sigøjnere, men også andre typer. En stor del af dem der tigger på gaden nu, er mennesker som HAR haft job og lejlighed, men som har mistet deres job eller ikke har kunnet få forretningen til at løbe rundt, og som har lidt den ulykke at miste deres bolig uden at kunne få råd til et nyt sted at bo, eller som forsøger at tjene til huslejen på denne måde. Der er noget anderledes blufærdigt over disse mennesker, som om de kæmper med stoltheden og er flove og ulykkelige over deres livsomstændigheder. Det er mennesker som har mistet – ikke mennesker som aldrig har haft. Begge dele er ulykkelige, og jeg har aldrig tidligere set forskellen, men jeg ser den nu. Måske derfor har jeg i denne omgang haft sværere ved at håndtere, at der er folk i gadebilledet som har så lidt. Her er kontrasten nemlig tydelig. Det var den ikke rigtig på Sri Lanka for eksempel. Dernede er alting sådan lidt støvet og fuld af jord, alle går i bare tæer eller plastik-klipklappere og billigt forvasket tøj og bor i små huse uden vinduer. Og mange har et godt liv som de er glade for, uagtet at det ligesom bare er omstændighederne i Sri Lanka, at ingen lever specielt rigt (ud over naturligvis de få udvalgte!). Det er hårdt for hovedet men sikkert meget sundt at få perspektiv på livet også på denne måde.

Det er godt jeg har været så forudseende at spare lidt op på karmakontoen. For da jeg kom ind i bussen til lufthavnen, viste det sig, at mit Málaga-rejsekort ikke var gyldigt til den bus. Argh! Buschaufføren kunne ikke gøre så meget andet end at anbefale mig at hæve kontanter og vente på den næste bus. Arhmen altså…. For at købe en busbillet til 3 euro? Jeg tog det køligt, for jeg var ikke i tidsnød. Men så prikkede en mand mig på skulderen. Hans kone og han sad på de forreste sæder og havde lyttet til samtalen, og de tilbød at betale de 3 euro for at jeg kunne komme med bussen. Tak univers! Tak venlige tyskere. Sådan en hjælpende hånd kan jeg godt finde ud af at tage imod, og hvor er det dejligt at opleve, at gode ting som man giver til verden, rent faktisk kommer igen. Det er sgu ikke bare noget de siger!

Og så var jeg oven i købet så heldig at få lov at se et syn, som udgør et helt kulturkapitel for sig selv, umiddelbart inden jeg forlod centrum og gik hjem og gjorde mig klar: Ned gennem Centro Histórico kommer en japansk turguide med en løftet sammenslået paraply (“Follow the umbrella, ladies and gentlemen”) – efterfulgt af en fåreflok bestående af ca. 30 japanere. ALLE med solbriller på, selv om det var komplet overskyet, og med selfiestængerne ude og flittigt i brug og de store kameraer om halsen. Det var så yndigt! Vi må da håbe, at de også føler at de har fået set noget med deres øjne og ikke kun med kameralinserne, når de vender hjem til Japan.

2015-10-23 15.35.25

Og nu er jeg i Valby. Her er pissekoldt.

Peace!

Reklamer

Åh, jeg bliver aldrig nogen god udenlandsdansker…

23 okt

… altså, hvis definitionen er, at jeg skal følge stereotypen. Nu har jeg været en tur i Fuengirola (fra mandag til tirsdag), og det var en helt speciel oplevelse at gå på gaden og høre så mange tale dansk. Jeg kunne godt lide byen – den gamle centrale del i hvert fald – men det var en lidt uvant sammensætning af mennesker i gadebilledet… nærmest som et lille mini-skandinavien. Der var også mange spaniere, men det føltes som om det nærmest var 50/50.

Jeg boede på Hostal Italia, hvor jeg følte mig utrolig velkommen. Og så var jeg ellers rundt og netværke lidt. Der var danske navne alle steder på advokatkontorer, ejendomsmæglere, rådgivere, etc. Fuengirola føltes travl. En smule mindre end Málaga, men helt utrolig driftig, og jeg synes generelt jeg blev rigtig godt modtaget langt de fleste steder, hvor jeg mødte op med mine utjekkede visitkort. Generelt var tingene lidt svære at finde i Fuengirola. Mange af de adresser, jeg havde researchet mig frem til inden afrejse, indeholdt et vejnavn men intet gadenummer – til gengæld har langt de fleste (forretnings)bygninger i sådan en gade et navn, som man så skal gå og lede efter. Det er noget sværere at være målrettet, når man ikke aner, hvilket husnummer man leder efter, ha ha.

Opholdet var blot på et enkelt døgn. Min første rundtur mandag eftermiddag var lidt skuffende. De fleste steder jeg ønskede at besøge, var lukkede – danskerne i Fuengirola følger åbenbart ikke nødvendigvis de spanske åbningstider, hi hi. I løbet af eftermiddagen satte jeg kurs mod Club Danés, som jeg tænkte, at jeg da ikke måtte undlade at besøge, når nu jeg var her. Jeg var efterhånden ved at være pænt gak af at tale spansk hele tiden, og det er allerede flere uger siden jeg begyndte også at drømme på spansk om natten, så jeg trængte til en meningsfyldt samtale på dansk. Vejen derop var ikke så hyggelig, og jeg var ikke særlig tryg ved trafikken, de mange rundkørsler og de ubehjælpsomme fodgængerovergange, som ingen bilist har en kinamands chance for at overskue på rundturen rundt i rundkørslen i høj fart. Da jeg endelig kom frem, var der desværre ikke et øje, og baren var temmelig lukket. Fyren i baren (dansker, juhu!) var så venlig at ringe efter en taxa til mig, så jeg kunne komme helskindet hjem, og jeg kvitterede taknemmeligt ved omgående at glemme alle gode manerer og betale for opkaldet, som jeg ellers havde lovet.

Tirsdag formiddag var noget bedre. Det var sjovt at møde nogle af de danskere der bor og arbejder hernede. Og Fuengirola var også et fint sted lige at snuppe sig et par upraktiske efterårsstøvletter med hjem. Bus 220 mod Marbella tog mig direkte til La Cala de Mijas på ca. 20 minutter, og fra centrum gik jeg de 10 minutter op til Calamijas Hotel, hvor jeg havde booket et værelse de næste to nætter. Det sted var SÅ fint. Det koster det samme som flere af de 2-stjernede nede i centrum, men den 10 minutters gåtur var det hele værd for at få fornøjelsen af at indkvartere sig et sted med luksusfeeling. Mit værelse var stort og køligt, der var komplet nattero og det store gulv-til-loft-vindue vendte direkte ud mod en golfbane, og der sad den skønneste grønne knæler med lange følehorn og bød mig velkommen uden for min dør. Nåååååh…2015-10-20 18.16.29

Man opdager straks, at La Cala de Mijas er meget lille. Man sænker automatisk tempoet her – jeg ved ikke hvorfor. Koncentrationen af englændere er høj, og det er tydeligt, at her kommer utrolig mange feriegæster fra andre lande generelt. Butikkerne sælger souvenirs og badedyr, menukortene er på engelsk, og der ligger mere end én engelsk pub og gør sig til, på trods af byens beskedne størrelse. Området  nede omkring stranden er hyggeligt og udsigten virkelig dejlig. Her kunne jeg godt have lyst at slå mig ned en periode og nyde det langsomme tempo, det skønne vejr og den underlige stemning man kommer i, når de fleste andre er iført badetøj, og man egentlig har ting man skal, men man ikke er helt uvillig til at lade sig rive med at feriestemningen. 2015-10-21 15.06.06-1 2015-10-21 16.09.51-1 2015-10-20 18.45.08

Jeg ville ønske jeg havde været konsekvent og var blevet liggende på stranden, men også her var jeg rundt og netværke. Og så mødte jeg i øvrigt en veninde til en veninde, som har taget det store skridt og er flyttet til La Cala de Mijas med mand og børn og nu driver baren Casa Barella, hvor maden er rigtig god og portionerne kolossale. For at overleve som spisested i en by, hvor de fleste stamkunder nok er englændere, er der én ting der skal sidde lige i skabet: pommes fritterne. Og det gjorde de så. Sad i skabet, altså.

Inden jeg tog retur til Málaga i går torsdag, var jeg et smut i Calahondas, der minder lidt om La Cala de Mijas. Jeg kunne bedre lide La Cala, fordi selve byen ligger mellem havet og kystvejen. I Calahondas skulle man over en af de dér rædselsfulde brokonstruktioner for at gå over vejen, hvis man gerne ville ned til vandet. Det er for mig ingen fornøjelse at traske over en tæt befærdet 6-sporet vej 10 meter oppe i luften på en tvivlsom betonbro med rustne skruer…

I dag er min sidste hele dag. Solen skinner, og selv om jeg ikke har særlig meget lyst til at komme hjem til 11 grader, så har jeg endnu engang nået det der punkt, hvor jeg egentlig gerne vil. Jeg har lidt hjemve, og derfor bliver det dejligt at komme hjem til min lille lejlighed. Men jeg ved, jeg vil savne solen og varmen. For mig er det overvældende, at man ikke skal længere væk end til Sydspanien for at kunne tage på stranden og nyde solen sidst i oktober, hvor andre er begyndt at iføre sig halstørklæder og den gode jakke hjemme nordpå.

Undervejs har jeg bikset og bokset med internettet, og vil bestemt ikke anbefalet firmaet Happy Mobil, som på mystisk vist får min saldo til at forsvinde nærmest så snart jeg har tanket op, og med latterlige undskyldninger som i mine ører lyder som noget værre snyd. Jeg bad en af dem fra skolen hjælpe mig med at foretage et opkald til Happy og fortalte min historie. Det satte gang i en interessant samtale om spanske mobilselskaber, som generelt er nogle værre røvere – en af lærerne blandede sig i samtalen, og jeg har forhåbentligt lært noget til læste gang.

Undervejs har jeg også prøvet at stå i den situation, at jeg skulle finde noget at bo i rimeligt hurtigt. I sådan en situation er airbnb din ven. Der er en del at vælge imellem, og det kan altså lykkes at finde noget fint med forholdsvis kort varsel. Personligt blev jeg så glad for den lejlighed jeg fandt umiddelbart efter skolens afslutning, at jeg nu igen er indlogeret her mine sidste to nætter.

Nu skal jeg på messe i Palacio de Ferias y Congresos, og i morgen lørdag rykker jeg hjem i kulden. Jeg glæder mig til at se jer :o)

Hvad vil vejrguderne mig – godt eller ondt?

18 okt

Har været kulturel igen i dag. Har været på Museo de Arte Contemporáneo og set en fed udstilling. Dette museum består af et ret lækkert, højloftet rum med indsatte høje skillevægge og en lidt speciel industriel feeling. 2015-10-18 16.15.55-12015-10-18 16.14.132015-10-18 16.14.502015-10-18 16.18.58 Der var fin moderne kunst – malerier og skulpturer, og jeg var godt underholdt.

Bagefter på museo Alborania, som er et havmuseum, hvor man kan lære en masse om dyrelivet i Middelhavet… og om hvor meget dyrene lider på grund af forurening. Det var spændende, men det var fandme også hård kost. Jeg havde en lille krise i min kommunikation med den havskildpadde, som svømmede rundt på alt for lidt plads derinde. Heldigvis kunne jeg læse mig frem til, at den kun var der midlertidigt, fordi den var blevet reddet efter at have spist noget plastik og fået store problemer. Det var sgu ikke opmuntrende at se – øv…

Jeg kom lige hjem her for en time siden og kunne se i vejrudsigten på TV, at det åbenbart har regnet virkelig kraftigt flere steder her i regionen, faktisk så voldsomt at vejene nogle steder nærmest ligner små floder. Jeg har ikke mærket en dråbe overhovedet! Før lige nu, hvor jeg har sat mig til tastaturet faktisk. Nu kan jeg høre, at regnen falder ret tungt ude i patioen. Med de billeder jeg netop har set på TV, krydser jeg fingre for, at det ikke bliver så voldsomt at jeg ikke kan komme herfra i morgen som planlagt. Jeg har booket en overnatning i Fuengirola fra i morgen mandag til tirsdag og i La Cala de Mijas fra tirsdag til torsdag, og den tur har jeg glædet mig til.

Nå, det bliver spændende. Indtil videre må jeg nyde at være indenfor i varmen. Jeg har et TV der virker, jeg har lidt at snafle i, og jeg har te og rødvin, internet og badekar. Det er ikke helt håbløst!

Hænger ud i taberkvarteret…?

17 okt

Uakk, jeg synes ugen her har været hård. Jeg har sovet vildt dårligt – er blevet holdt vågen fire nætter i træk af fulde folk i gaden og sindssygt pågående myg, som havde gjort det til deres projekt at holde mig vågen til den lyse morgen. Så fik jeg da øvet nogle af alle de nye ord jeg har lært i skolen – spanierne har virkelig mange synonymer for adjektivet ”irriterende”! Desuden havde jeg bestilt ekstratimer denne uge med eneundervisning, så jeg har været enormt træt i hovedet på grund af alt det jeg lærer og det uvante i at sidde på skolebænken og være opmærksom, men også det her med, at jeg stadig er udfordret, når jeg ”holder fri”. Mit talte spansk flyder jo ikke sådan helt naturligt, så jeg skal stadig tænke meget, når jeg taler – også selv om jeg bare skal forklare hvad jeg gerne vil have i min salat.

Jeg er glad for, at jeg sørgede for at få skabt kontakt til sød krøllet fyr der forleden, hvor jeg var så skidetræt af at være alene. Vi mødtes forleden og drak kaffe og ævlede en hel masse. Dagen efter gik vi en tur ind og så La Alcazaba, en ruin med tilhørende amfiteater af en art, og derefter op på toppen af Castillo de Gibralfaro, som er en helt vildt fed borgruin, der ligger rigtig højt oppe – med udsigt over hele byen. Sød krøllet fyr havde heller aldrig været deroppe, selvom han har boet i Málaga næsten hele sit liv, så det var heldigvis en interessant oplevelse for os begge. Oppe på toppen tog vi tusind billeder – og et par selfies (jeg har endnu ikke givet efter og købt mig en selfie-stick, selv om de fås overalt, og ALLE render rundt med dem), og det var som om der bredte sig en lille tåge ind over byen, som gjorde synet af byen deroppefra helt røget og mystisk. Det var vildt fedt, og selv om turen derop var anstrengende, så gjorde jeg det vist gerne 100 gange mere. 2015-10-15 18.06.39-1 2015-10-15 18.43.11-1

Sådan en dag som denne, brænder jeg bare helt sammen af træthed. Hen under aften sagde han til mig: ”Jeg synes pludselig, du bliver så stille.” Åh ja, du har ret. Det er vist bare fordi mit hoved er ved at falde af, fordi jeg har talt spansk i 12 stive timer nu. Kvoten var simpelthen opbrugt.

Næste aften mødtes jeg med tjeneren Bruno, som havde fri fra arbejde. Vi gik en tur hen til Escuela Oficial de Idiomas, som er den skole, Bruno anbefaler mig at bruge en anden gang, hvis jeg kommer tilbage. Den osede langt væk af kommunalt byggeri, men jeg tror faktisk der er noget om snakken – den lader til at være ret fin og sandsynligvis også markant billigere end de dér private skoler der er så mange af rundt om i byen. Bagefter gik vi ud og spiste på restaurant Batik, som ligger oppe i toppen af en bygning med udsigt til førnævnte Alcazaba, nu oplyst med spotlights i mørket. Det var absolut smukt, og maden var rigtig god her. Det var hyggeligt at snakke med Bruno, som er tilflytter fra Portugal. Han har en lidt sjov accent, som jeg først lagde mærke til nu her, fordi han alligevel taler ret andalusisk efter 5-6 år i byen.

Nu har jeg jo afsluttet mit sprogkursus fredag, og min sidste uge i Spanien står i networkingens tegn. Jeg har været lidt sen til at få planlagt min sidste uge, hvor jeg både smutter forbi Fuengirola (danskerparadiset) og La Cala de Mijas (fordi den er blevet mig anbefalet, og jeg kender nogen som kender nogen, som bor der), og derfor var jeg ikke hurtig nok til at få booket lejligheden et par dage ekstra. Den var lejet ud fra i dag, så jeg nåede da lige at få brugt lidt tid på at finde et acceptabelt alternativ. Eftersom der var helligdag i mandags, var der en del erstatningstimer i skolen hen over ugen, og jeg havde derfor en lang dag i går. Det var ikke lykkedes mig at finde en god lejlighed om torsdagen, så jeg kom hjem fra skole halv syv i går og stadig ikke rigtig fandt noget, begyndte jeg faktisk at blive liiiidt stresset over det. Det var da en røvirriterende tanke at stå nede på gaden dagen efter med to kufferter og stadig være uafklaret, uh!

Nå, men hurra for airbnb. Det lykkedes, og i dag er jeg så rykket nogle hundrede meter væk fra centrum – stadig ret centralt. Sød krøllet fyr hjalp mig derover med alt mit ragelse. Jep, jeg har fået raget godt til mig allerede, og så havde jeg også nogle madvarer og sådan, så det var en ret stor lettelse med lidt hjælp. Jeg er VIRKELIG godt tilpas i denne her lejlighed. Sød krøllet fyr mener dog ikke, at kvarteret er det bedste. Det er ikke et farligt kvarter – bare sådan lidt ærgerligt, som jeg forstår det. Anyways, der er WiFi i lejligheden! Sengen er markant bedre end det første sted. Møblerne virker generelt mindre slidte. Og så er der badekar! Hvilket jeg allerede har benyttet mig af. Det begyndte at regne mens jeg var ude og spise frokost – uden trøje eller paraply – og jeg var ret kold, da jeg kom tilbage. Der kom badekarret bestemt til sin ret, og det var rart med en times luksus.

Efter badet gik jeg en tur over på den anden side af floden (hvor der stadig ikke er noget vand) for at kigge på supermarkedet i underetagen i El Corte Inglés, det store shoppingcenter. Her havde jeg mig en fornøjelig tur ned gennem hylderne, hvor jeg kiggede på frilandskylling, glutenfri kiks, laktosefri yoghurt og veganerost. Jeg har sådan savnet økologiske produkter, og jeg var nysgerrig på, hvad de kunne tilbyde i El Corte Inglés af forskellige specialprodukter. Udvalget var faktisk stort af forskellige specialprodukter, og jeg købte en veganerost med hjem – tænkte at det kunne være sjovt lige at prøve. Øko-kød måtte jeg dog kigge langt efter.

2015-10-17 19.13.16 2015-10-17 19.15.03 2015-10-17 19.15.20 2015-10-17 19.15.59

Der er fin kunst på muren ned mod floden (som ikke er der lige nu)

Jeg tænkte egentlig at jeg ville gå ud og få mig en drink – det er jo lørdag – men alle de dage med søvmangel tager hævn lige nu og her, hvor klokken blot er 22, og jeg næsten ikke kan hænge sammen. Tror ikke engang jeg orker at smage på min nyligt indkøbte veganerost. Nu skal der marathonsoves … nat nat, derude.

Det regner. Og det regner i mit hjerte…

13 okt

Det er helt underligt at vågne op til en skyet dag med støvregn. Hele søndagen var ærligt talt bedst egnet til at iføre sig lange bukser og gå på museum. For mit vedkommende endte det med at blive en lidt rodet dag, fordi tingene bare blev ved med ikke at ville flaske sig, som jeg ønskede mig det. Jeg havde sådan lyst til at sætte mig et sted og hygge med et kop kaffe og lægge en plan for dagen. Jeg bruger jo nettet i al min planlægning, for at kunne slå op hvornår ting og sager åbner og lukker, og jeg kunne ikke rigtig få WiFi’en til at spille, de steder hvor jeg kom hen. Da jeg begyndte at blive sulten, kunne jeg ikke få et bord på et godt sted. Jeg nægter at sætte mig ind et af de dér åndssvage steder, hvor menukortet står på engelsk, og til sidst gav jeg op og tænkte, at det sikkert var en glimrende anledning til at forlade centrum og smutte ud til den østlige del af byen, som jeg har haft lyst at besøge et stykke tid. Jeg hoppede på bussen og kørte østpå, og gik ned på strandpromenaden for at finde noget mad, men restauranterne var enten røvsyge, havde ingen WiFi eller lukkede på stribe, fordi det efterhånden var blevet så sent, at frokostbølgen var slut. Komplet desillusioneret traskede jeg tilbage mod byen og kom forbi et sted, som mest af alt lignede en mellemting mellem et spa-sted og en ”Wedding hall”. Jeg sjoskede derind, helt træt og ærgerlig allerede fra starten, fuldstændig indstillet på, at de også her ville sende mig videre med et ”beklager, køkkenet har lukket” – men minsandten om jeg ikke kunne få lov at sætte mig helt ude ved vandet og spise mig en grillet fisk og få et dejligt glas rødvin til maden. Og der var WiFi! Så jeg sad og hyggede mig med at se et af Gintbergs udkantsdanmarksprogrammer (Fuengirola) på mobilen, mens jeg sippede en mojito. Mens jeg sad der og blev mæt og bedre tilpas, kom solen endelig frem, og humøret lettede betragteligt. 2015-10-11 16.22.47 HDR 2015-10-11 19.31.29 HDR 2015-10-11 19.42.55 HDR

Om aftenen gik jeg ned på en Gin og Tonic-bar, som jeg har passeret et par gange. Der ser så roligt og rent ud derinde, og jeg syntes jeg trængte til lidt luftforandring. Jeg medbragte en blok og en kuglepen og satte mig med min drink og prøvede at tænke lidt forretningstanker, nu hvor jeg alligevel er her. Men så faldt jeg i snak med en gammel gubbe, José María, som kom og sad i baren. Han bor i Madrid men tager til Málaga så ofte som muligt, fordi det er hans fødeby, og han godt kan lide at være her. Vi endte med at sidde og snakke et par timer, og det var rigtig hyggeligt. Han fortalte mig om sine tre døtre i Madrid og om hans nu afdøde forældre, som dengang boede præcis ude i det område, hvor jeg selv samme dag havde trasket forgæves rundt efter en frokost. Jeg spurgte ind til den politiske situation i Spanien, og vi talte om Andalusien, Málaga og København. Jeg tror faktisk, han var ret ensom. Men det var en hyggelig aften, og jeg synes jeg kunne mærke på ham, at han var glad for at have selskab.

I går mandag var det helligdag, og jeg brugte dagen lidt mere konstruktivt end dagen før. Jeg tog bussen nordpå til botanisk have, hvor jeg gik rundt i 4 timer. Det en kolossal og meget tætbeplantet park. Der er planter fra hele verden, og udsigtsposterne højt oppe er ret fantastiske. Et sted havde de konstrueret et fint lille træhus, hvor man kunne sætte sig og se på fuglelivet. Der var hængt foderstationer ud, så man kunne sidde mageligt og se på fuglene fra ”fuglehuset” – der var dog ikke så meget aktivitet, lige da jeg var der. Måske holdt fuglene siesta! 2015-10-12 14.34.50 HDR 2015-10-12 14.52.34 HDR

Jeg fik mig en lille kaffe og sad og browsede lidt på FB og på nettet og blev yderst nedtrykt over hvad jeg kunne læse mig frem til om vores nye regerings lemfældige omgang med miljø og folkesundhed. Faktisk kom jeg til at småtude lidt. Jeg er vist lidt ekstra følsom i disse dage – savner at tale dansk. Og savner at gå rundt om Damhussøen sammen med NOGEN. Savner min cykel. Min dyne. Min have. Min nabo. Mine løbesko. Det er den rene elendighed med mig!

…..

Da jeg kom tilbage til byen var der en times tid til Picasso-museet lukkede, så det nåede jeg lige. Picasso er ikke nødvendigvis min favoritmaler. Men Málaga er hans fødeby, og der er derfor meget at se om Picasso, så jeg havde lyst til at se, hvad der var på det museum. For mig var det faktisk en lidt ligegyldig oplevelse. Og jeg følte mig fjollet med den der mærkelige høredims, man skal sætte på øret for at få info om de værker man ser, i de forskellige udstillingslokaler.

Det er noget frygteligt lort, at jeg nu har fundet ud af åbningstiderne for Casa Aranda. Når jeg kommer hjem, har jeg nok taget mindst 4 kilo på, på grund af de skide churros. De er HELT fantastiske, og nu kom jeg til at spise churros til frokost igen i går! Og for at gøre ondt værre kunne jeg bare ikke tænke på andet end pizza. Jeg har stort set kun spist vaskeægte klassisk spansk hver eneste dag både til frokost og aften, siden jeg ankom, og nu har jeg vist nået det punkt, hvor jeg får flip, hvis jeg skal spise mere tortilla, rejer eller ensaladilla rusa (som jeg ellers elsker). Jeg vil ha’ pizza. Og derfor gik jeg hen for at tjekke La Mafia ud – det sted ligner noget godt italiensk shit, og det ER et godt sted. Den pizza sad simpelthen lige i skabet! Fiffet er hermed givet videre: La Mafia på Plaza de la Constitución/calle Compañía.

Og i dag har jeg så fået mig en aldeles uimponerende falafel-pita og er begyndt mit ekstrakursus i bolighandelterminologi. Halleluja, hvor er jeg træt i hovedet. Jeg tilbragte faktisk også det meste af natten med at rotere i min seng og have mavepine, nu jeg tænker nærmere over det. Tror jeg må tidligt i seng i aften. Og måske skulle jeg også prøve at spise knapt så fedt som i går – så sover jeg sikkert bedre 😀

En by med gang i, sgu!

11 okt

Jeg synes nok, der sker mange spændende ting her i Málaga for tiden. I går aftes var der procession igen. Og på mandag er det helligdag. Jeg har opdaget, at der er en bolighandelsmesse sidst i uge 43, og den tror jeg bestemt jeg vil tage med til. Gid jeg havde været lidt mere tjekket og medbragt nogle fede visitkort!

Derudover, er byen fuld af intercambio-grupper, og jeg har netop opdaget noget der hedder Meetup, hvor man kan hægte sig på forskellige arrangementer alt efter interesse. Desværre driller internettet mig endnu engang, og eftersom det er helligdag på mandag, er jeg prisgivet diverse barer og caféers wifi – så jeg skal vist have meget kaffe det næste par dage, hi hi!

Hele sidste uge var sådan lidt fjollet, fordi en af lærerne var syg, og derfor blev vores timer hele tiden rykket. Fredag havde jeg først to lektioner om morgenen og så to timers pause og så to lektioner og så to timers pause og så endelig to lektioner klokken 17. Det var en lang dag! En af pauserne benyttede jeg til at tage til messe i Katedralen. Katedralen er kæmpemæssig og meget, meget smuk. Jeg har en ting med katedraler. Der er over 40 meter til loftet i katedralens tre skibe, og som om den ikke var imponerende nok udefra, er den simpelthen så overdådigt og smukt dekoreret indvendigt. Jeg spurgte den søde fyr i skranken om, hvor der var messe – selve basilikaen var nemlig åben for besøg, ikke for messe. Jeg blev dirigeret ind ad en sideport, forbi et ”Adgang forbudt”-skilt og ind i et imponerende men noget mindre kirkerum, hvor en præst og en nonne afholdt messe. Vi ikke mere end ca. 15 mennesker til messen, hvoraf langt de fleste var ældre mennesker. Det var rigtig fint at sidde der og lytte til en gadeviolinists lidt kiksede versioner af diverse internationale hits, som trængte ind gennem vinduer, revner og sprækker og fyldte rummet som et lydtapet under præstens prædiken. Bagefter gik jeg ind og så selve basilikaen og blev bare blæst væk af rummets størrelse og udformning… og af en hyggelig lille nonne, der gik og vaskede gulv inde i et af kapellerne. Her var mange turister – både spanske og fra andre dele af verden. Måske derfor var det åbenbart nødvendigt at huske de besøgende på, at her er Herren altså til stede, så om man godt gider være så venlig at vise respekt og være stille. Tænk at det er nødvendigt…

2015-10-09 12.17.41 HDR 2015-10-09 12.20.30 HDR

Inde i katedralen var også den trone eller bærestol, hvor den store figur af Jesus eller Maria bæres under processionerne. Det ses, at der bestemt ikke er tale om en lille snoldet anordning! Den er kolossal, og garanteret meget tung. I den ene video, jeg har uploadet kan man se troneføreren slå på klokken, som er monteret forrest på tronen. Her signalerer han til bærerne, når det er tid til at gøre sig klar og løfte tronen op igen. https://www.youtube.com/watch?v=jQfLFaFIh4U&feature=youtu.be   https://www.youtube.com/watch?v=B8__JZzIwas&feature=youtu.be

2015-09-27 17.18.20 HDR-1 2015-10-09 12.13.32 HDR-1 2015-10-09 12.15.55 HDR 2015-10-09 12.24.21 HDR 2015-10-09 12.25.58 HDR 2015-10-09 12.12.55 HDR

Katedralen i al dens pomp og pragt

I dagens anden pause gik jeg ud og spiste oksehaler. Det er egnstypisk her, så det skulle naturligvis prøves.

Lørdag havde jeg egentlig tænkt mig at tage ud og se botanisk have, men eftersom det er helligdag mandag, besluttede jeg mig for at blive i centrum og benytte mig af, at butikkerne havde åbent. Alle der er på julegave med mig, får en gave fra Málaga i år. Der er så mange hygsomme og pæne ting her, og jeg er VILD med at gå rundt og snuse til det hele og snatche en ting eller to til kufferten. Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg i år er på en overflod af julegaver til mig selv!

Lørdag aften nåede jeg kortvarigt ned på et lokalt sted, Casa Aranda, som jeg har haft lyst at besøge lige fra første gang jeg gik forbi. Der var det vildeste leben, og ALLE de besøgende var spaniere, lod det til. Jeg har en særlig radar for den slags – det plejer at betyde at maden er god. Jeg er ikke specielt vild med spaniernes stil i forhold til atmosfæren på barer og spisesteder. Der er altid virkelig støjende og lidt for stresset til min smag. Ikke desto mindre… jeg er slave af mine smagsløg, og når jeg er væk hjemmefra, må jeg blindt følge hvad de dikterer mig, ha ha. Grunden til at jeg ikke har fået besøgt Casa Aranda endnu er, at jeg bliver ved at tage derhen når restauranterne åbner til frokost (ca. 13-16) og aftensmad (ca. 21-midnat) i den tro, at dette sted er typisk spansk også på dén konto. Men det viser sig så, at de har åbent om morgenen, og LUKKER til frokost for derefter at åbne igen om eftermiddagen efter frokost og så lukke igen, lige når aftensmadsbølgen begynder at rulle. Jeg spottede straks deres velvoksne churros og kopperne med tyktflydende kakao/chokolade, og jeg nåede netop af få inhaleret et par stykker, inden de lukkede kl. ni. Min radar fungerer åbenbart udmærket: Disse churros er ubetinget de bedste har jeg fået nogensinde. Helt friske, sprøde og luftige og meget, meget varme! Så kan jeg godt leve med larmen, de 10 minutter det tager at klemme sådan en håndfuld ned.

Lidt senere tog jeg en bog med hen på en tagterrasse-hotelbar og nød aftenen med et glas rødvin – indtil det begyndte at (støv)regne. Wtf!? Efteråret er så småt ved at begynde her også. Hele lørdagen var faktisk vejr til at lave lange bukser på, og jeg frøs lidt i min t-shirt. Ku’ vi lige få skruet lidt op for varmen et par uger endnu?

2015-10-10 21.07.34 HDR-1

Flot udsigt fra tagterrassen på hotellet på calle Molina Larios

Da jeg til sidst blev sulten, gik jeg hjem og deponerede min bog og gik ud for at få en bid aftensmad. I hånden medbragte jeg en lille plasticpose med resterne af den kæmpe kotelet, som jeg ikke kunne spise op til frokost. Den gav jeg til damen med den halvblinde schæfer nede i Calle Nueva. Hun blev så glad, og hunden åd (naturligvis) rub og stub med det samme.

Så indfandt jeg mig på et lille sted i en sidegade, hvor en ung fyr bag disken hjalp mig med at finde frem til det jeg havde allermest lyst til at spise, så nu har jeg også prøvet de dér lækre ”gambas al pil-pil”, som faktisk er det samme som de klassiske hvidløgsrejer – bare med lidt ekstra spicy på toppen. De kommer ind på bordet i en lille lertallerken, og retten er så varm at olien stadig bobler og ryger, når de tager låget af. Det hittede!

2015-10-10 22.35.45 HDR

Her er maden meget varm!

Jeg endte faktisk med at være så indiskret at jeg spurgte den søde fyr, om ikke vi skulle udveksle numre og gå ud og tage en kop kaffe en dag – jeg har sgu lyst til lidt selskab og nogen at tale med uden for skolen. Følte mig lidt åndssvag, men heldigvis var han absolut åben for forslag, og virkede ikke til at synes det var en meget kikset idé.

Og sådan er det så sjovt med den energi man sender ud i universet. Når man ønsker sig selskab, så får man det gerne på den ene eller den anden facon. På vej hjem satte jeg mig på hjørnet af Cafe Central for lige at hægte mig på deres wifi, og så kommer der en gut og spørger om vej til El Bar Rincón. Jeg følger ham på vej, og vi går indenfor og drikker et par øl og snakker om livet og verden. Ibrahim er oprindeligt fra Marokko men har boet 15 år i USA, og han er på besøg hos en af sine søstre, som bor her i Málaga. Han virker som en rastløs type. På Bar Rincón får vi serveret fin flamenco i form af to følsomme musikere med deres guitarer. Den ene synger, og de andre besøgende på stedet kender nogle af melodierne og synger med og klapper i takt til musikken. Jeg kan rigtig godt lide musikken, og jeg har et stort ønske om at høre mere. Jeg vil også rigtig gerne se dansen, men jeg gider ikke et decideret show. Langt hellere en intim lille session som den jeg har fået serveret denne aften. Det var smukt. Klokken halv to er jeg træt og går hjem. Ibrahim er vist mere i humør til at gå ud og danse, men jeg gider ikke. Jeg vil hellere sove. Og så vil jeg op og se den botaniske have.

Nu er de så søndag, og det støvregner, og jeg er ikke sikker på, det lige er vejr til botanisk have. Nu har jeg fået nogle skud kaffe og et skud Facebook, og jeg overvejer, om jeg i stedet hellere skal besøge Picasso-museet (det her ER jo trods alt Picassos fødeby) eller et andet af byens mange interessante museer.

La cucaracha…

6 okt

En af de priser man betaler for at bo på strøget er, at nogen indimellem vælger at pisse på hoveddøren (eller evt. helt inde i opgangen, efter lugten at dømme). Det siger sig selv. Hvad jeg derimod ikke vidste om den slags er, at sådan en liflig odeur åbenbart tiltrækker kakkerlakker. Og at det lader til at være kakkerlakkernes forestilling om den perfekte død, at lægge sig på ryggen midt i herlighederne og vente på, at en tilstand af salig fred skal indfinde sig. Mens man vibrerer lidt med sine lange følehorn. For helvede, hvor er det da bare skideulækkert!

Nå, jeg var egentlig på vej ud for at finde mig et roligt hjørne og lægge mig og nyde solen og læse i min nyindkøbte spanske roman. Men det er skyet, og det orker jeg ikke. Nu havde jeg ellers lige taget shorts på. I stedet har jeg fået vasket en maskine tøj, og jeg har været ude og få en bid frokost. På en lokal bar hvor jeg har spist et par gange, er jeg faldet i snak med Bruno, som arbejder som tjener der. Jeg tænker, vi går ud og snupper en drink en af dagene. Nu er isen ligesom brudt, idet min stol gik i stykker, mens jeg sad på den, og jeg på semielegant vis knapt undgik at ryge fuldstændigt på røven. Eftersom jeg ikke har så frygtelig meget til fælles med de (sikkert smaddersøde) tyske MEGET unge mennesker, der også går på min skole, så ser jeg faktisk frem til at gå ud og socialisere lidt med nogen (en voksen), hvis selskab jeg selv har valgt. Jeg håber bare ikke, han lægger an på mig. Det ville godt nok være awkward…

For tiden er der lidt arbejde til mig, men weekenden har også budt på en flot Guardia Civil-parade. Søndag stod jeg klar klokken 11.30 (på solsiden, aaarghh!) på Paseo del Parque sammen med tusindvis af andre tilskuere – på første række, for at se paraden og optoget. Borgmesteren var til stede. Generalsekretæren for La Guardia Civil. Indenrigsministeren. Der var medaljeoverrækkelser til medlemmer af politiet for deres indsats i kampen mod terrorisme (ETA blev nævnt utrolig mange gange), og der var taler op ad stolper og ned ad vægge om ekstraordinært mod, ukuelig målrettethed og indsatser, som vi alle kan være stolte af.

De fleste ville bare gerne se optoget. Særligt børnene – dem var der mange af. Nu generaliserer jeg lige helt vildt: hold kæft hvor er spanske børn bare uopdragne og irriterende. Den ene dreng i selskabet ved siden af mig var bare påtrængende og kartede rundt og skubbede og skreg, og de fleste unger hang og dinglede i politiafspærringerne så de gik i stykker, og forældrene sagde ikke særlig meget. Hmm, nå, måske ville jeg også gøre mig ud til bens, hvis jeg hver dag skulle klædes ud som en lille baron eller have lavet proptrækkerkrøller og vises frem i strutskørt. Hvem ved…

Ja, man skulle nok have været der – men jeg synes altså det her var fedt!

 

IMG_20151006_201300 IMG_20151006_201424 2015-10-04 13.34.27 HDR 2015-10-04 13.36.59 HDRVi svedte temmelig voldsomt i solen, de to timer, vi stod der. Vi stod virkelig tæt – jeg, helt presset op ad en ældre dame, der duftede så hyggeligt af farmor. Den dér helt skønne kombi af Nivea-creme, hovedbund, vaskepulver og et eller andet ubestemmeligt. Indenrigsministeren sluttede af med at opfordre til hurra-råb, og vi hujede alle: ”Viva España!”, ”VIVA!”, ”Viva el Rey!”, ”VIVA!”, ”Viva la Guardia Civil!”, ”VIVA!”. Og så kom det lange optog af motorcykler, salatfade, politibiler, trafikbetjente, ryttere, politihunde – jubiii! Og så sluttede det lige så brat, som det var begyndt alt for langsomt. Og jeg gik hjem igen under de høje palmer, hvor der flyver grønne papegøjer rundt og skræpper. Jeg elsker den lyd. ELSKER den. De er så søde. For mig er det lyden af Málaga.