Tudemarie!

Jeg har haft sommerfugle i maven i nogle dage over min forestående hjemrejse. Jeg er SÅ lykkelig for, at jeg ændrede min billet, for jeg var bestemt ikke klar til at tage hjem for en måned siden, men nu er det en helt anden snak. Jeg er mæt – jeg kan ikke finde andre ord for det. Jeg har tanket helt og aldeles op på smukke, vilde, morsomme, svære, inspirerende, lette, grænseoverskridende og unikke oplevelser, og jeg har mærket hvor velkommen jeg har været her i dette ”mit andet hjem”, og hvor tæt jeg har fået lov at komme på en masse mennesker ene og alene ved at engagere mig og være åben og nysgerrig, hjælpsom og til stede.

Jeg har holdt afskedsfest for mine venner i Dodanduwa – og de har holdt fest for mig. En af deres kammerater havde huset fuldt af gæster, og vi rykkede min farvelfest til denne have, hvor cikaderne støjede, og musikken var smuk hele aftenen. Verandaen fuld af halvgamle mænd med bongotrommer, tamburin og diverse andre instrumenter – et såkaldt ”pillow party”. Der er lagt et stort tæppe ud på verandaen, og her sidder de fleste af de gamle gubber i skrædderstilling og spiller på deres instrumenter. Rytmen er absolut unik, og de synger gamle, lokale sange med kæmpe indlevelse og masser af hjerte og nerve.

Musik!

Jeg er meget glad for Kalu-mama. Han er den ældste i gruppen af fiskere, som jeg har været af sted med et par gange i Dodanduwa. Han var bedste venner med Rasikas far, dengang han levede, og han er en slags faderfigur for de 8 unge knægte. Første gang jeg mødte Kalu-mama, var til ligvagten for lang tid siden. Den aften tænkte jeg ”Hold nu kæft en irriterende person! Hvorfor råber han så højt?!” Jeg fik nærmest hovedpine af lydniveauet, og efter 5 minutter orkede jeg næsten ikke at tale med ham. Efterfølgende har jeg vænnet mig til ham og opdaget, at han kun taler for højt, når han er meget beruset. Nu flyder der godt nok også en del alkohol i Dodanduwa, så indimellem er han stadig lige lovlig højrøstet. Vi har haft mange gode samtaler, og jeg er kommet til at holde utrolig meget af ham. Efterhånden kan jeg sige mange ting til ham, og jeg kan også bede ham klappe i, når han larmer for meget, hi hi.

Denne mandag aften sidder Kalu-mama med sin tromme på tæppet med de andre halvgamle gutter, da jeg ankommer sammen med Rasika og Suresh (som i øvrigt HAR modtaget sin skideballe for uansvarlig kørsel og påkørsel af sagesløs hundehvalp – og sagt undskyld). Kalu-mama har bestemt rytme, og han synger også ganske smukt. Jeg overrækker mine 3 medbragte flasker Arrack til ham der holder festen og stikker hen til terrassen for at hilse på Kalu-mama. Der er så hyggeligt oppe blandt musikanterne at jeg beslutter mig for at slå mig ned for en stund. Jeg kravler ind og sætter mig ved siden af Kalu-mama, og inden jeg får set mig om, er jeg blevet udstyret med en stor glasflaske og to rupee-mønter, så jeg også kan være med til at lave musik. Jeg er sgu da helt vild med at være med i bandet, og jeg bliver hængende en god halv time og ”hjælper” til med musikken og filmer den vidunderlige seance med mit kamera.

Det er en stor fest. Der er måske 70 mennesker til stede – folk i alle aldre. Børnene danser til den smukke musik, de unge gutter hænger ved bordene og snakker og ryger og drikker. En del mænd og kvinder sidder blot på terrassen og nyder musikken. De gamle bedstemødre kigger på musikanterne og klapper i takt til musikken – og jeg? Jeg har fået en fanklub. 4 smukke piger på 9-10 år og deres yngre søskende er så betagede af mig, at de næsten ikke kan få øjnene fra mig. Rasika forklarer, at det er første gang, der er en hvid person, som besøger huset her, og de er fuldstændig tryllebundede – det er simpelthen så sjovt! Hver gang vi får øjenkontakt hen over terrassens rækværk, smiler de kæmpestort og lidt genert men alligevel helt ude af stand til at lade være med at glo på mig. Jeg stirrer også på dem, for de er ualmindeligt smukke med deres kæmpestore næsten sorte øjne og lange hestehaler. De stiller MEGET gerne op til fotografering, og de jubler og griner, når jeg viser dem de billeder, jeg har taget af dem. Den ene får forklaret mig på et gebrokkent engelsk, at hun gerne vil prøve kameraet. Det får hun lov til, og så er de alle ved at komme op at slås om at tage billeder med kameraet. De tager mange billeder – især af mig, ha ha. ”Lassene”, siger to af pigerne – det betyder smuk. Jeg kan lidt sinhala, og de kan lidt engelsk, og vi griner og pjatter. Jeg sludrer længe med de her vidunderlige unger. Hvorfor er sri lankanske børn bare så søde? Bagefter inviterer de mig til at danse sammen med dem til den fine musik. Så vi smider klip-klapperne og holder hinanden i hånden og danser i en rundkreds. Kvinderne klapper, og mændene er helt opslugte af deres sang og spil. Det er en magisk aften, som jeg nyder i fulde drag – jeg ville aldrig have været foruden denne oplevelse og jeg siger mange gange tak til Rasika for at tage mig med til denne aften. Og så er det jo efterfølgende, at jeg benytter familiens lokum (ikke toilet, men lokum) og taber min telefon ned i herlighederne, hvorefter den kortslutter og efterlader mig telefonløs på den anden side af jorden. Pis!

Næste morgen vågner jeg klokken 8 og har tømmermænd. Det er min sidste dag i Sri Lanka, og jeg er opsat på at få det maksimale ud af den, så jeg skynder mig til stranden. Her suger jeg solen til mig og tager på min sidste snorkletur, og efterfølgende slår jeg et smut forbi Ratnes kiosk og siger pænt farvel og tak for i år. Til sidst stopper jeg henne ved den holdeplads, hvor Sunil plejer at holde med sin tuk-tuk. Nu har jeg jo ikke længere nogen telefon, så jeg har mistet Sunils telefonnummer, og jeg får nummeret af en af de andre chauffører, så jeg kan ringe til Sunil senere på dagen for at få ham til at komme og hente mig, når jeg skal til lufthavnen. Hjemme i lejligheden pakker jeg de sidste stumper og samler en håndfuld ting og sager til Rasikas mor, som i øvrigt har inviteret mig på frokost samme dag, så jeg tager bussen til Dodanduwa for at spise sammen med familien. Rasikas mor har lavet rice&curry, og det er som sædvanligt rigtig god mad.

Efter frokosten låner jeg Chamares telefon og ringer til Fernando, som desværre skal arbejde hele dagen og aftenen, så vi kan ikke ses. Det komplicerer planerne om at komme til lufthavnen, men jeg aftaler med mig selv, at det må jeg tage i stiv arm senere på dagen. Først smutter jeg en tur til Dodanduwa havn sammen med den hårde kerne: Ganesh, Noan, Chamare og Rasika. Vandet er lavt og varmt i havnen, og jeg padler lystigt rundt, mens gutterne hænger ud under palmerne og ryger.

Fisker holder fridag på havnen

Rangane, som også er fast inventar på fiskerbåden, og Anil kommer også, og på vej hjem slår vi et smut forbi Noans hjem, hvor han viser mig ærespladsen som mit foto af ham og hans niece har fået i stuens hærgede vitrineskab. Familien er meget glade for billedet, og jeg synes det er en sød gestus at vise mig, hvor meget det betyder for dem.

Snart er tiden kommet til at jeg skal hjem og samle mig sammen til at tage i lufthavnen, og jeg har en KÆMPE klump i halsen, da jeg krammer Asange farvel. Han siger ”Don’t cry, Luna”, men jeg er en tudemarie. Det er svært for mig at sige farvel til Ganesh, Noan, Anil og Rangane, og jeg tørrer øjne i Rasikas dreadlocks på vej tilbage til Hikkaduwa, mens jeg sidder bagest på scooteren. Og da Rasika og jeg tager afsked uden for min lejlighed, og han tager sin styrthjelm på og kører, står jeg så mærkeligt følelsesløs tilbage og føler mig så tom. Også afskeden med Chuti og Chandima får min underlæbe til at bævre, og det føles som en lettelse, da tuk-tukken endelig kører mod Galle. Fordi det er helligdage efter nytåret, må jeg tage en omvej, fordi det ellers let kan blive svært at få en plads i A/C-bussen til Colombo. Sunil sætter mig af på Galle busstation, hjælper mig ombord i bussen og løber i rotti-shoppen og henter mig to egg-rotis til turen. Han formaner buschaufføren om at hjælpe mig til at finde stedet, hvor lufthavnsbussen holder. Herefter kører vi ad den lange Galle Road i 3-4 timer, hvorefter jeg står af med mine 3 stykker bagage, og buschaufføren forklarer mig, at dette er stedet hvor lufthavnsbussen holder. Det viser sig desværre at være temmelig svært at få en plads i de overfyldte lufthavnsbusser med al min bagage, og der skal gå 45 minutter, inden der kommer en bus, hvor der er bare nogenlunde plads til mig og alt mit habengut. En fyr, der har stået ved siden af og ventet samtidig med mig, hjælper mig ind i bussen og vi sætter os sammen og sludrer på vej til lufthavnen. Jeg får mig hurtigt en god ven her, og han insisterer på at følge mig hele vejen og hjælpe mig med mine pakkenelliker helt hen til indgangen. Det er sgu rart med noget hjælp, og jeg betaler fyrens busbillet som tak for hjælpen – de sidste kontanter kan jeg jo lige så godt bruge på at gøre en god gerning, når nu han er så venlig.

Jeg er i lufthavnen ved midnat, og mit fly letter klokken 3. Men det er IKKE svært at få ventetiden til at gå – for der er nemlig en Odel i lufthavnen – min yndlingsbutik. Shopping!!

Først flyver jeg 4½ time til Dubai, og herefter 6 timer til København. Jeg ankommer meget træt klokken et om eftermiddagen til en solfyldt dag, hvor man faktisk snildt kan traske rundt i klip-klappere – og stor er overraskelsen, da jeg pludselig øjner min lille mors ansigt i ankomsthallen! Mine forældre har simpelthen taget turen til Kastrup for at overraske mig og give mig masser af kram og sige velkommen hjem. Sikke en vidunderlig overraskelse! Jeg håber sgu de fandt deres bil igen i lufthavnsparkeringshelvedet!

Nu nyder jeg livet på en sofa i St. Kongensgade. Jeg har haft en helt enestående rejse, og jeg har fået noget stort ud af hvert sekund. Jeg er blevet beriget med smukke venskaber, kæmpe oplevelser og et utal af små lysende øjeblikke, som har gjort denne rejse til noget helt særligt, og som jeg aldrig vil glemme. Jeg er en anden nu, end da jeg forlod Danmark i januar. Jeg kan ikke forklare hvordan – ud over at jeg føler mig rigere. Jeg vil altid tænke tilbage på denne rejse og mindes de mennesker jeg mødte, og alle de hjerter der har åbnet sig for mig på denne tur.

Nytårsdag

Så har jeg gennemført nytårsdag. Jeg blev vækket af bulder og brag og fyrværkeri kl. 4. Det er traditionen at fyre krudtet af dér. Fyrværkeriet er ikke sådan noget pænt noget, som jeg kender hjemmefra – det larmer egentlig mest bare en hel del.

Iført min nye kjole (billigt lort fra Dolosmahe) gik jeg til morgenmad hos Chuti og Chandima klokken 9. Chandima havde en buket blomster klar til mig, og alle var iført nyt tøj. Chutis bror var på besøg fra Colombo med sin kone og sine børn, den charmerende Hansite og den yngste, Pesere. Bordet var dækket med kiri bath, ananas, fish curry, bananer, kage, konfekt, forårsruller og omeletter, og jeg var sådan en slags æresgæst, så jeg fik lov at tænde den lille olielampe på bordet, inden jeg satte mig for at spise – alene. Ingen andre spiste, kun jeg. Børnene tumlede uden for, og fjernsynet kørte med nytårskonkurrencer: løb, cykelløb, tovtrækning og en masse andet med efterfølgende pokaloverrækkelse. Rasika var også inviteret og kom som sædvanligt en times tid for sent, og efter maden overrakte jeg familiens 4 medlemmer deres bullath-blade med penge i med ønsket om et glædeligt nytår. Godt jeg har øvet mig så meget på at sige godt nytår på singalesisk. Jeg har haft brug for det MANGE gange i dag, og det er fedt at kunne være lidt med på deres sprog også. Bagefter hang jeg ud med familien i hængekøjen foran huset og slappede af.

Næste stop var hos Sunil, som hentede mig i sin tuk-tuk kl. halv tolv og kørte mig til sit hus, som ligger 5 minutter længere inde i junglen end der hvor jeg bor. Familien bor, som alle andre lokale familier i dette område, utrolig enkelt. Stuens vægge er ikke tapetserede. El-installationerne er nærmere monteret uden på væggen end inde i væggen, og der hænger blot nogle enkle ganske tacky kalendre på væggen med fotoshoppede billeder af rundkindede hvide babyer. Og oppe på den ene væg, det sædvanlige lille hus-alter: en hylde med et billede af Buddha, en tallerken med blomster og ris, et glas juice og en lille olielampe. Nedenunder står det andet husalter: tv’et, som er en temmelig uddateret model med masser af sne på skærmen. Der er intet ordentligt loft: taget består bare af sådan noget blik eller en presenning, og der er intet glas i vinduerne. Der er sand og støv på gulvet, og fluerne trives – skal vi bare sige det sådan? Sunils kone (en utrolig smuk kvinde i midten af 40’erne) var hjemme og havde lavet rice & curry. Sunils datter hjalp med at stille mad frem (og lagde en avisside hen over alle skålene for at holde fluerne væk, og endnu engang spiste jeg alene – de andre var endnu ikke sultne. Det var jeg sørme heller ikke efter den kæmpe morgenmad hos min egen værtsfamilie, men for at være høflig tog jeg en lille portion: ris, dhal curry, kylling, bean curry, krydret binja, syltede løg med chili og papadams. Anden portion tog jeg ikke for høflighedens skyld: det smagte vidunderligt. Jeg elsker rice & curry!

Efter maden gik jeg udenfor sammen med Sunil og hilste på familiens to hunde, som boede ude i haven i et lille hundehus. De færdedes hjemmevant både ude og inde, og den ældste var kælen og sød men også meget vagtsom over for mig – det hvide gespenst! Jeg overrakte igen nytårspenge til Sunil og hans kone og datter og familiens 18-årige søn, som kom hjem for at hilse på mig. Så gik jeg en kort tur med Sunil og hans søn og kiggede på aber, som svingede sig rundt i toppen af junglens palmer. Vi stak hovedet ind hos Sunils svigerfamilie på den anden side af vejen, og alle var så søde og nysgerrige og ville mægtig gerne i kontakt. Flere af familiens medlemmer rejste sig fra deres plastikhavestole i stuen, så jeg kunne få et sted at slå røven i sædet, og den store ventilator blev hentet ind i stuen, fordi jeg havde det temmelig varmt. Jeg følte mig lidt som en kunstgenstand på udflugt: alle gloede og forsøgte at tale til mig, og jeg blev lidt forlegen selv om det var tydeligt at mærke, at opmærksomheden var positiv og venlig – den var bare enormt overvældende. Alle ville gerne vide hvor jeg kom fra, og hvor mit land egentlig ligger henne (og om det er det samme som Tyskland – NEJ! Det er det IKKE!), og hvor gammel jeg er, og om jeg er gift. Alle kvarterets unger kom løbende og råbte ”Hello! Hello!”, og endnu engang må jeg konstatere, at jeg har den vildeste børnetække her i Sri Lanka. Og hernede kan jeg faktisk også godt lide dem! Jeg forlod den varme stue sammen med Sunils søn og fulgte efter en gekko og endte i en have, hvor en venlig familie blev meget glad for at se mig. To søde ældre damer, søstre, med deres børn og børnebørn. Den ene smilede det smukkeste tandløse smil og greb mig i armen og spurgte mig ud om det sædvanlige, og den anden stod så smuk (og fotogen) i sin nye blå kjole henne ved huset – lutter store smil! Og ungerne tog mig med til havens jambo-træ, hvor den ene galant kravlede op som en adræt lille abe og plukkede en håndfuld til mig, mens Sunils søn og de andre unger heppede på ham. Bagefter blev frugten skyllet under en meget manuel vandpumpe, så de ikke længere var fulde af myrer, og så kunne jeg nyde min jambo-frugt på tuk-tuk-turen tilbage til min lille lejlighed under megen vinken og hujen og råben farvel.

Sidste stop er Dodanduwa, hvor jeg henter Rasika hjemme i hans hus og vi suser ned til det sædvanlige sted i fiskerkvateret, hvor hans ven Noan bor. Det er åbenbart dette sted, der er centrum for nytårsløjerne i Dodanduwa, og til nytår består løjerne altså af hasardspil. Der er bredt en presenning ud på sandet, hvor spillerne sidder i en rundkreds. Det fyger til højre og venstre med sedler på 1000, 2000 og 5000 rupees og kortene klaskes ned på jorden under megen larm. Vi andre, der ikke spiller, står bagved i en rundkreds og kigger på. Jeg kom aldrig til at forstå reglerne for det her spil, og efter en halv times tid begyndte det at kede mig. Så jeg gik igen på opdagelse i kvarteret med mit kamera, og en 7-8 frække unger fulgte med mig og lavede løjer og rakte tunge, så nu har jeg kameraet fuld af billeder af alle kvarterets fjollede børn.

Jeg sludrer med en sød pige på 11 år, som er nysgerrig og snakkesaglig. Hun og hendes søster er enige om, at jeg er meget smuk – de spørger hvor gammel jeg er, og jeg beder dem gætte, men det tør de ikke, hihi. Bagefter får jeg lokket en sang ud af en sød lille knægt, som i øvrigt fortæller mig at hans yndlingsfarve er lyserød, og at han er 9 år. Hold kæft, hvor er der bare gang i den her. Der bliver råbt og heppet og hujet over spillehjørnerne, og ungerne laver en heftig larm. Et sted holder der en tuk-tuk med musik bragende ud af højtalerne, og solen bager ned i knolden på mig. Jeg er ved at være mør og snupper en tuk-tuk hjem.

Her mødes jeg med Dilip for at sige pænt farvel og ønske ham held og lykke med forretningen, udveksle e-mail-adresser og give ham de flotte billeder jeg har taget af hans børn, den dag jeg besøgte hans lille produktion i Boossa. Vi går ud og spiser en bid aftensmad, og bagefter bliver jeg kørt pænt hjem. Nu er jeg træt! Jeg har som sædvanligt bredt et lagen ud på gulvet i stuen under ventilatoren og lagt min dyne ovenpå, og så ligger jeg her og nørkler med bloggen, mens det blæser på mig. Uha, jeg kan mærke det bliver en varm nat, selv om ventilatoren står på maks.

I morgen skal jeg pakke. Og så skal jeg sortere lidt i mine ting ved samme lejlighed. Nogle af de ting jeg har med herned, har jeg ikke brug for at tage med tilbage, og dem er der nogen der skal have glæde af. Rasika skal arve min billige Ikea-dyne og -pude, som jeg medbragte i vakuumpakket tilstand hjemmefra og har haft vildt meget glæde af. Rasikas niece, Sachini, skal have noget af mit tøj – jeg tror sgu vi næsten passer tøj sammen, selv om hun kun er ca. 12. Der er også nogle madvarer og nogle rengøringsmidler osv., som jeg vil give til Rasikas mor. Det bliver en overlæsset scooter der kører til Dodanduwa på tirsdag, inden jeg skal have bussen mod Colombo!

Aurude – buddhistisk nytår

Så er det buddhistisk nytår! Butikkerne lukkede tidligt i dag, og selve nytåret startede klokken 19, som er det tidspunkt, hvor de fleste starter med at faste, og fasten afsluttes i morgen tidlig, hvor man står op kl. 4 og laver kiri bath, som er en slags risengrød lavet af ris og kokosmælk – en meget hellig spise, som faktisk også er det første faste føde, babyerne får. Jeg har endnu ikke smagt det, men er sikker på jeg får lov at smage det i morgen, hvor jeg skal på morgenvisit hos Chuti og Chandima. Hele dagen igennem i morgen skal der være festlig stemning rundt omkring i byen, og jeg kan allerede høre fyrværkeriet rundt omkring. Nytår er en mere hellig højtid her end derhjemme, og den er også i langt højere grad familieorienteret, så derfor er jeg meget i tvivl om hvad der venter i byen i morgen – enten er den fuld af fest i gaden, eller også er den sikkert helt død, fordi alle fejrer højtiden derhjemme med familien eller i templet. Vi får se.

Jeg har haft en travl dag. Der var en del afsluttende indkøb jeg gerne ville lave, fordi butikkerne holder lukket i morgen og mange også i starten af næste uge. Så jeg har først været i fotobutikken for at få udskrevet og lamineret et håndfuld billeder til nogle af de søde venner jeg har i Dodanduwa fra vores festlige sammenkomster og fisketurene og sådan. Gutten bag skranken kunne desværre ikke hjælpe mig i dag og sagde, at jeg kunne hente mine billeder den 22. april! For sent, manner… Vi forhandlede lidt, og han foreslog, at hvis jeg betalte lidt ekstra, kunne de godt ordne det med det samme, så det gjorde jeg. Der sad en ung fyr ved en af computerne og redigerede billederne, før de blev udskrevet – meget god service, synes jeg. Og som alle andre unge fyre her, var han super interesseret i at konversere, mens han arbejdede, og vi fik os en lang sludder og sluttede af med at ønske godt nytår (suba aluth aurudak wewa), da jeg gik.

Efterfølgende fik jeg tid til at gå på frugtmarkedet og købe mig fattig i grønne og gule mango og en masse mangus og bananer. Jeg har også købt bullath-blade. Det er en nytårstradition at besøge folk man kender (i morgen den 14. april), hvis man vel at mærke bliver inviteret, og spise en bid mad sammen eller drikke en drink, og så medbringer man lidt penge og ruller dem ind i et bullath-blad og giver dem til husets beboere – ét blad med penge pr. person som et ønske om held og lykke i det nye år. Denne gave er en personlig sag: man giver efter formåen eller lyst, og det er ikke meningen at andre skal se, hvor meget man har givet hinanden. Jeg tror faktisk også, at man som giver får et blad retur med lidt penge i, men jeg er ikke klar over det. Det mysterium bliver løst i morgen.

Videre, videre – der var lige nogle andre indkøb, der skulle ordnes. Bl.a. ville jeg gerne købe noget te, og på vej hen til tebutikken slog jeg et smut forbi Ratne, min venlige kioskmand, som havde bedt mig kigge forbi til en nytårsdrink i løbet af dagen. Da jeg kom ind i butikken, lyste hans ansigt op, og han smilede bredt og sagde at det var godt jeg kom nu, for han ville lukke tidligt i dag og tage i templet. Han åbnede bagdøren, som afslørede en baggård eller baghave af en art, hvor der var konstrueret et forholdsvis tyndt skelet af en bygning, holdt oppe med pæle og træstammer. I midten af denne ”pæleskov” stod en mærkelig anordning; et par tykke grene, som stod ret op med nogle kokosnødder bundet op på dem. Jeg spurgte Ratne, hvad dette var for en anordning, og han forklarede, at det er en slags ritual i forbindelse med opførelse af nye bygninger, at man laver sådan en anordning, og så kommer der nogle munke og velsigner den og synger deres pirith, og så bringer det held og lykke og giver medvind i byggeprocessen, så det går hurtigt. De buddhister, altså!

Pæleskoven skal blive til en bygning med to værelser, som han kan leje ud til turister. Han forventer at være færdig med byggeriet til september, og det vil jeg glæde mig til at høre mere om og se billeder af, når det er færdigt.

Vi satte os på to plastikskamler inde i pæleskoven og delte en lille flaske Arrack, mens jeg fortalte om min tur til Deniyaya og viser Ratne de fine billeder, jeg har fået fremkaldt og lamineret i Ruwan Studio. Jeg fik også hilst på Ratnes søn og sludret med endnu et familiemedlem – jo, der var gang i butikken. Efter en lille halv time blev jeg lidt svimmel og besluttede mig for at gå videre, inden jeg fik for meget Arrack, og vi ønskede godt nytår, og så var jeg ude af døren. Da jeg havde købt min te, gik jeg til Rangal’s i Narigama, som er den lille strandcafé, hvor jeg har ligget så mange gange under en palme og nydt livet. Jeg kan godt lide ejeren, og jeg havde lovet ham at komme forbi med det fine billede jeg tog af ham og hans lille søn for nogle uger siden. Og han blev super glad for billedet, da jeg kom med det i dag. Det var skønt at se, at billedet gjorde lykke, og det føltes dejligt lige at få sagt pænt farvel og godt nytår.

Jeg fandt en bus og tog hjem og læssede alle mine indkøb af, og så kunne jeg nusle med give Blackie, Chutis mors hund, lidt mad og tage billeder af de frække unger, der altid råber ”bonbon” efter mig, fordi de tror jeg har lommerne fulde af bolcher. Det har jeg så også nogle gange, for det forventes vist, hihi. Rasika hentede mig ved 17-tiden, og så slog vi et smut forbi en butik (må vel nærmest være den eneste butik i byen der stadig havde åbent) for at købe et par shorts til ham. Det er endnu en nytårstradition, at ALLE skal være iført nyt tøj den 14. april, og jeg havde lovet ham den gave at købe hans nytårstøj. Bagefter kørte vi til Dodanduwa, hvor der var gang i landsbyen. Der så ud til at være gang i noget ulovligt hasardspil af en art, og folk var (selvfølgelig) fulde – det var jo en festaften!

Vi går ned på stranden sammen med Ganesh og Noan. Et par andre venner hægter sig på, og vi muntrer os med at tage billeder i solnedgangen med mit kamera – er du sindssyg nogle flotte farver der er på himlen på denne tid af dagen. Bagefter sidder vi lige så stille i mørket og sludrer. På et tidspunkt foreslår Ganesh, som jo er holdt op med at drikke, at vi andre drikker hans flaske med Arrack, som han har derhjemme, og så går der pludselig sport i at opstøve noget cola at blande i – for ALLE butikker har jo lukket! Nogle af dem stikker af sted for at købe, men kommer tomhændede tilbage. Jeg har en cola derhjemme, som vi da godt kan tage hjem og hente, men åhhhh, det er bare så skide besværligt, ikke? Hvordan skal vi få en tuk-tuk på en aften som denne, der er højhellig? Jeg forstår ikke halvdelen af det der bliver sagt, for det foregår jo på singalesisk, men Rasika og jeg kommer i hvert fald ind i en tuk-tuk, der holder parkeret i en indkørsel, og som tilhører af Rasikas venner. Vennen sætter sig bag rattet og bakker et langt stykke og holder så stille for at dreje ud på den lille vej. Mens vi kortvarigt holder stille, ser jeg en hundehvalp løbe ud på den anden side af tuk-tukken, og jeg ser en anden lille hundehvalp i lygternes skær, da vi kører ud. Den spjætter så mærkeligt, og jeg bliver i tvivl, om den bare leger, eller om der er noget galt. Jeg spørger gutten, om han er sikker på han ikke ramte hunden. Endnu engang har vi sproglige udfordringer (og støjmæssige – tuk-tuk’er er ikke ligefrem støjfri køretøjer, for der er jo hverken vinduer eller døre), og endelig da vi er ude på Galle Road forstår fyren, hvad det er jeg spørger om. Han bliver næsten fornærmet over at jeg kan finde på at spørge.

Rasikas telefon ringer, og han tager den og snakker kort med Asange. Efterfølgende får han sin ven til at stoppe tuk-tuk’en, han stiger ud og giver sin ven en skideballe, trækker ham ud af tuk-tuk’en og beder ham sætte sig ind på bagsædet sammen med mig. Nu er det Rasika, der kører tuk-tuk’en. Det viser sig nemlig, at Asange ringede for at sige, at vennen faktisk HAVDE ramt den lille hund, og at han tilsyneladende er for fuld til at køre! (Næste gang jeg kommer til Sri Lanka medbringer jeg fandeme et alkometer og lader ALLE, der skal foregive at køre mig nogen som helst steder, blæse det, inden jeg sætter mig ind i noget køretøj overhovedet!)

Jeg sidder lige så stille og kortslutter. Han kørte en hund over, og han var skide ligeglad. Der sker så meget drunk driving her i det her land, at det slet ikke er til at begribe. Da vi kommer hjem til mig, går jeg op og låser hoveddøren op, og Rasika går med ind og kommenterer på de røgskyer, der nærmest BRUSER ud af ørerne på mig. Jeg har klart vand i øjnene, og jeg er meget vred. Jeg giver Rasika colaen og siger: ”Jeg skal ikke med tilbage. Jeg synes Suresh er en idiot, og jeg er simpelthen for vred til at holde fest nu. Gør mig den tjeneste at sørge for, at han ikke sætter sig bag rattet med dig på bagsædet igen”. Rasika lover, og han lader til at forstå min oprørthed. Han taler mig lidt ned. Vi sidder lidt og spiser noget frugt og sludrer, og jeg får et kram, inden han smutter. Det hjælper lidt: så sidder jeg ikke helt alene med min himmelråbende vrede. Når jeg ser Suresh på mandag (ja, han dukker jo nok op til min afskedsfest, selv om jeg ikke håber det), så får han sgu en skideballe, INDEN flaskerne bliver åbnet, så han være ædru når han modtager balladen. Det kan godt være, jeg bliver upopulær, men det her er jeg virkelig nødt til at skælde ud over – han skal sgu vide, at det ikke er i orden at drikke og køre på den måde. Klaphat!

Sådan sluttede min nytårsaften: Jeg er tidligt hjemme – og snart færdig med at være sur – og kan nusle med en god bog og en kop te, og i morgen vågner jeg uden tømmermænd. Skønt!

Klokken 9 i morgen skal jeg spise morgenmad hos Chuti og Chandima. Jeg medbringer bullath-blade med penge til både de voksne og børnene (og måske også nogle bolcher for en god ordens skyld). Og klokken 11.30 bliver jeg hentet af Sunil, min ven tuk-tuk-chaufføren, som var ham der kørte mig rundt sammen med Banku og Fernando på min første dag i Hikkaduwa, hvor vi ledte efter en bolig til mig. Jeg skal spise frokost med ham og hans familie, og også her medbringer jeg bullath-blade med penge. Efter den frokost ved jeg ikke, hvad dagen ellers vil byde på, men jeg vil være åben for forslag og væbnet med mit kamera og en masse nysgerrighed!

 

 

MACUNA!

Lørdag kl. ca. tre tog Rasika og jeg af sted til Deniyaya, hvor turen til regnskoven ventede. Sinharaja regnskov er erklæret verdensarvsområde af UNESCO, og den vokser vildt over et område på 21 x 4 km helt i bunden af det, de kalder ”The Hill Counry”, ca. 70 km nord for sydkysten og ca. 50 km ind i landet vestfra. Som altid er vejene dårlige, og det var en temmelig interessant bustur derhen. Først tog vi en A/C-bus til Matara på sydkysten. Derefter en offentlig bus til Akuressa, som ligger små 20 km nordpå fra sydkysten og derefter endnu en bus fra Akuressa til Deniyaya. Herfra tog vi en tuk-tuk til via nogle mildest talt dårlige småveje til Rainforest Lodge, hvor jeg havde booket to nætter på et godt værelse. Tuk-tukken satte os af 100-200 meter fra hotellet – det var simpelthen ikke muligt at fortsætte videre i bil. Tuk-tuk-chaufføren fulgte os pænt ind gennem teplantagen og via en lille bæk op til hovedindgangen mens han lyste for os med sin mobiltelefon. Det var temmelig mørkt, da vi nåede frem, og jeg havde en fornemmelse af, at vi var i helt andre omgivelser end i Hikkaduwa, men det var svær at forestille sig, hvordan der mon så ud, når natten var så sort.

Når man kigger på internettet og er på udkig efter et hotel i Deniyaya-området, er udvalget ikke stort. Jeg havde booket det hotel, der havde fået de bedste anmeldelser, Rainforest Lodge, men jeg må sige at mine forventninger ikke var høje. Jeg har et udpræget problem med gamle madrasser, og jeg befinder mig ofte dårligt, når jeg havner på et hotelværelse, hvor jeg måske er lidt usikker på, hvad der gemmer sig i madrassen, og hvor mange mystiske insekter, der mon kravler rundt i krogene. På vej op af trappen til vores værelse, passerede vi et stort træ, hvor der var et edderkoppespind, der bestemt var til at få øje på … og en edderkop, der var ligeså – og jeg tænkte, at det her nok ville blive to meget lange nætter for mig. Men heldigvis blev jeg glædeligt overrasket. Det viste sig nemlig, at hotellet var godt, pænt og rent og hverken slidt eller fuld af insekter. Og så havde jeg tilsyneladende også fået booket hotellets bedste værelse – det eneste værelse på 3. sal. Værelset havde to store senge, som IKKE var klamme, et fint stort badeværelse, en kolossal altan (som vi først opdagede dagen efter, fordi det var så mørkt) og god gulvplads og plads til at sidde ved et bord og hygge med en lille drink og fordele al vores (primært min) bagage jævnt ud over det store gulvareal. Vi fik aftensmad bragt op og sad nogle timer og sludrede og hyggede og havde egentlig bare svært ved at tage os sammen til at sove, fordi det var så rart at være på dette værelse.

Men ved 2-tiden faldt vi omkuld, og jeg var lang i masken, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 7. Det var tid til at besøge regnskoven, og jeg stod op og fyldte mine sokker med salt (for at eventuelle igler ikke skulle blive fristede til at kravle ned i mine sokker), tog sokkerne uden på buksebenene og væbnede mig med kameraer, drikkevand og en langærmet T-shirt. Jo, det var et ømt syn!

Nede i hotellets have ventede Palitha, vores guide. Jeg havde læst mange pæne ting om Palitha på Tripadvisor og andre steder på nettet og havde skrevet til ham, at jeg gerne ville booke ham til en regnskovsvandring, og det kunne heldigvis godt lade sig gøre. Palitha er utrolig sjov og hyggelig. Han må være lige omkring 60 år gammel. Han er iklædt praktisk regnskovstøj og har en rygsæk med mad, vand og salt (mod iglerne) med. Vi trasker ned til den ventende tuk-tuk og bliver kørt til det sted, hvor man går ind i regnskoven. Tuk-tuk-chaufføren har 8-0 cm lange negle på venstre hånd og røde tænder af at tygge de der mildt euforiserende nødder, som det er så udbredt at spise hernede. Spøjs fætter.

Vi vandrer først et stykke vej gennem en teplantage og hilser på teplukkerne, som bevæger sig rundt mellem teplanterne og plukker blade, som de opbevarer i ventilerede sække. Vi møder mange dyr på vejen: køer og fugle, kæmpestore sommerfuglelarver og et smuk, grøn gekkolignende sag, som sidder på en gren og solbader.

Inde i skoven er luften fugtig, selv om dette er den tørre sæson. Jo fugtigere der er, jo flere igler – så vi er heldige: der er ikke så mange i dag. Edderkopperne er bestemt ikke små herinde. Mange af dem er på størrelse med min hånd eller lidt mindre. Jeg kan som udgangspunkt ikke lide at se på edderkopper, og jeg får en voldsom krible-krable mange gange i løbet af dagen, men jeg må indrømme at nogle af dem alligevel er flotte. Man skal altså bare lige vænne sig til, at der nogle gange løber et kæmpe spind lige over vores hoveder tværs over den sti vi går på, hvor der sidder sådan en satan med en diameter på rask væk 10 cm – det er sgu lange ben!

Dagen igennem fortæller Palitha om planter og dyr. Ud over flere slags store edderkopper ser vi også slange, nogle af dem giftige, kæmpe egern, varaner, orme, igler, sommerfugle, aber, termitter … og fisk. Jeps, der er nemlig en flod, der løber gennem området, og der er et smukt vandfald, og her smider vi noget AF tøjet og bader. Vandet er køligt, og Palitha svømmer direkte ind under vandfaldet. Rasika er straks i sit rette element og kaster sig i vandet, men jeg har stadig meget ondt i mine fødder efter min horrible oplevelse i havet forleden, hvor jeg måtte kaste mig op på en meget stor sten og træde på og kravle over skarpe muslingeskaller, så mine fødder og knæ blødte i timevis. Jeg er godt og grundig fuld af skrammer, og det svier ad helvede til – måske mest fordi mine sokker også er fulde af salt i dagens anledning. Jeg skal sørme ikke så langt ud på det der slimede sten, så jeg sidder i kanten og nyder det kølige vand på kroppen og ser sommerfugle og guldsmede flyve forbi.

Palitha har frokost med til os – grillede sandwiches med ost og tomat og en masse bananer med lidt for store kerner i. Jeg spytter en kerne ud i vande, og omgående eksploderer vandet i bevægelse. Der er fuld af fisk, som alle gerne vil have noget at spise. Efter det muntrer vi os længe med at kaste banankerner i vandet og se fiskene gå amok!

Desværre/heldigvis ser vi ingen leoparder. Det er der nemlig også i denne skov. Men de er meget sky og ses kun sjældent. Hold kæft, hvor er vi trætte, Rasika og jeg, da vi når tilbage til tuk-tukken efter ca. 5 timers vandring i skoven. Palitha er vant til det og virker ikke synderligt træt – og han har endda været af sted kl. 5 om morgenen med en ornitolog for at se på fuglelivet herinde. Jeg er duperet over hans viden og det helt naturlige forhold han har til skoven og dens dyr. ”Jamen, det her jo mit ”kontor” siger han grinende.

Denne gamle fyr er helt vidunderlig. Han har så meget humor og er så lun og behagelig, at jeg ville ønske vi kunne følges med ham hele resten af dagen, men snart er vi tilbage på vores hotel og klar til en lille morfar! Men udsigten på altanen er ikke til at tage øjnene fra, og det føles som blasfemi at lægge sig til at sove, mens det endnu er lyst, så vi finder noget andet at tage os til. Den søde servitrice kommer med en flaske Arrack og noget sodavand, og vi sidder på altanen og får en drink, men skyerne bliver tættere og himlen mere dramatisk, og pludselig regner det, og så skinner solen, og den smukkeste regnbue viser sig over den dybe dal og de høje træer. Snart regner det igen kraftigt. Himlen bliver mørk, og det begynder at tordne. Det tordner faktisk meget højt på et tidspunkt, og vi vælter ind på værelset under skrig og skrål, mens palmerne svajer voldsom udenfor, og regnen tæsker ind af de åbne vinduer. Vejret er sgu voldsomt!

Senere får vi den ubetinget bedste rice & curry jeg endnu har fået under hele mit ophold – hold nu kæft, hvor er maden god her! Da vi endelig kommer i seng, får jeg vel en god times søvn, inden jeg vågner og er ved at eksplodere af hede. Strømmen er gået, og ventilatoren står bom stille. Jeg vender og drejer mig, står op og åbner altandøren – søber mig ind i myggespray. Småsover uden rigtig at sove i nogle timer og vågner tidligt og kan ikke se pointen i at blive liggende og svede. Morgenmaden er god: frisk papaya (fra baghaven, vil jeg tro), bananer og ananas, spejlæg, dejlig te fra området her og frisk juice. Og så er det på tide at tage hjem, og det er vemodigt. Vi står begge med vores tasker over skulderen og stirrer grådigt på udsigten, inden vi forlader vores vidunderlige værelse. Det her sted vil jeg gerne tilbage til.

Turen tilbage til Hikka går meget hurtigere, nu hvor vi HAR forstået, at vi ikke skal tage over Matara. Vi tager bussen fra Deniyaya til Akuressa, og idet vi kører ind på stationen, spotter jeg straks en A/C-bus, der går direkte til Colombo, og den snupper vi. Det er så latterlig billigt at rejse i dette land, og jeg vil til enhver tid anbefale A/C-busserne til de længere distancer. Denne tur tager ca. 2-2½ time og koster 300 rupees for to personer (15 kr). Det er til at overskue.

Da jeg først når hjem, må jeg lige bruge lidt tid på at nusle, som jeg kalder det. Tasken skal tømmes, og jeg vasker lidt tøj og nyder en kop te og får mig et bad osv. Jeg har også et mindre edderkoppedrama i mit køkken. Jeg forsøger at få lortet ud med en kost, men jeg kan slet ikke kapere det. I betragtning af at jeg dagen forinden stod i regnskoven med næsen forholdsvis tæt på en edderdjævel med ben der var lige så lange som mine fingre, finder jeg det bizart at jeg ikke kunne tage mig af denne her ubudne gæst – den var trods alt lidt mindre – men husedderkopper er bare klammere! Mere sorte/brune og tykkere, ikke? Nej, jeg måtte give op, og jeg strøg ned og kaldte på Chandima, som ikke forstod hvad mit problem var. Hun løb med op og gav sig bare til at grine. ”Macuna!”, lo hun og forsøgte at fange den med hænderne. Jeg hylede op og var samtidig også flad af grin over det latterlige i situationen, men edderkoppen kom ud, og naboen fik forthørt sig om hvad al postyret drejede sig om, og da det ligesom var på plads, kunne jeg slappe af igen – og havde lært et nyt ord…

Bagefter tager jeg min bærbare med på Mama’s med det gode wifi for at få lavet lidt arbejde (nåååå ja, jeg har da vist også et firma jeg skal passe!), og der bliver jeg hængende indtil de lukker ved halv ti-tiden. Jeg slynger tasken over skulderen og bevæger mig ud på gaden og er nået små 100 meter ned af Galle Road, da en lidt påtrængende fyr kommer lige lovlig tæt på og stirrer på mig og siger ”how are you” og virker som om han prøver at tage mig i hånden. Han er enormt creepy, og jeg tror han er lige ved at lægge an til at gramse på mig, da jeg til min store overraskelse opdager, at jeg kan råbe meget højt! Jeg råber at han skal se at komme væk fra mig, og han begynder bogstaveligt talt at løbe. Jeg kan sgu godt forstå han løb. Han var helt sikkert ude på et skråplan, og måske fik han også lidt ondt i ørerne at de forholdsvis mange decibel. Jeg slår følgeskab med et par amerikanske turister på den anden side af vejen (som naturligvis også hørte mig råbe) for lige at få pulsen ned og ikke føle mig så udsat, og snart er jeg hjemme igen. Jeg har endnu ikke haft en eneste ubehagelig oplevelse af den karakter, men næste gang jeg skal ud efter mørkets frembrud tager jeg sgu en tuk-tuk.

Nu er jeg i gang med næste arbejdsopgave, og jeg har siddet på Mama’s nogle timer og arbejdet i dag. Jeg har også haft tid til at beundre de fede bukser, som min ven Dilip har syet til mig. Bukserne er en kopi af nogle helt særlige bukser, som jeg ofte har på, og som jeg købte på et marked i Paris for nogle år siden, og jeg blev meget begejstret, da Dilip lovede mig, at han godt kunne lave et par magen til. De er blevet super fede, de bukser! Og så har han endda lagt de gamle bukser lidt ind, så de ikke hænger helt nede om lårene på mig. Han er sgu sej til sit job!

Se mine snorkleture (og glem alt om hajer)

Tillykke til min lille far, som har fødselsdag i dag. Det var dejligt at skype og se at alt er vel derhjemme.

Mine knæ bløder. Jeg har været ude på en lidt for voldsom tur her til formiddag sammen med en snorkleinstruktør fra Poseidon dykkercenter. Vi svømmede tæt sammen og så papegøjefisk og en superspændende havbund med masser af mørke sprækker og huller, hvor der gemte sig alle mulige spændende fisk. Pludselig tager han et godt greb i mig og vender rundt og sætter ekstra kraft på med svømmefødderne. Jeg får en klar fornemmelse af, at vi ikke længere bare hygger men ligesom er på vej VÆK fra noget. Jeg svømmer med så godt jeg kan, men pludselig bliver bølgerne voldsomme ad helvede til, og vi hvirvler rundt. Det hjælper at slappe af i vandet og vente på at man driver op igen, men når bølgerne kommer i kaskader, er det pludselig ikke sjovt mere. Efter 3 rutcheture mere blev det problematisk med en del vand i snorklen, og jeg kunne ikke rigtig få et roligt øjeblik til at justere og tømme den, og jeg kunne godt mærke, at jeg begyndte at blive lidt bange. Heldigvis nåede vi til et sted, hvor der var nogle store sten at kravle op på – derude, hvor bølgerne bryder, så havet bliver mere roligt de sidste 50-100 meter ind til stranden. Jeg rev mig ad helvede til på de skarpe sten og de indgroede muslingeskaller, der stikker ud af stenene, og min bikini sad helt åndssvagt – jo, det var et ganske mindeværdigt øjeblik, da jeg var færdig med at se døden i øjnene og havde rettet min bikini på plads og med blødende knæ ikke kunne finde på andet at sige til snorkleinstruktøren end: “Du så mine bryster!”

Det kan jeg grine af nu.

Og i øvrigt fortalte han mig bagefter, at vi faktisk VAR på vej væk fra noget. Han så nemlig to hajer, som han var så klog ikke at fortælle mig om. Han forklarer at hajer normalt ikke er noget problem, når man har svømmefødder på, men eftersom jeg svømmer uden svømmefødder, ligner mine fødder åbenbart mere en fisk, og så bliver de pludselig interessante for hajerne – det var i hvert fald sådan jeg forstod hans forklaring. Shit!

I morgen skal jeg på endnu en farlig ekspedition – nemlig til Sinharaja regnskoven, som ligger ca. 4 timers kørsel herfra ind i landet. Jeg tager af sted med Rasika og har booket et hotel i byen Deniyaya, Rainforest Lodge. Jeg er meget spændt på standarden – jeg har sgu et lidt anstrengt forhold til fugtige madrasser, som mange mennesker har sovet på – og jeg forventer ikke ligefrem nogen 5-stjernet oplevelse, men der var kun 2-3 steder at vælge imellem, så jeg krydser fingre for at jeg har valgt det bedste. Vi ankommer i løbet af i morgen eftermiddag eller aften, og næste morgen skal vi på vandring i regnskoven med en lokal guide, som jeg har læst en del om på Tripadvisor. Alle lader til at være vilde med ham, og jeg glæder mig meget til denne tur. Jeg har godt set, at mange derhjemme flipper lidt ud over noget med en stor edderdjævel, der er fundet på Sri Lanka, men jeg vil gerne melde klart ud her: Det er IKKE en del af planen at hænge ud med den i Sinharaja, okay? Vi skal kun se pæne dyr! Ingen edderdjævler og (forhåbentlig) ingen igler! Efter endnu en nat på Rainforest Lodge tager vi bussen hjem på mandag.

Og her får I links til nogle af mine snorkleture – og for de musikinteresserede er der også links til noget musik fra live-koncerten på plænen her ved siden af min lejlighed i januar. Autentisk, piv-falsk Sri Lanka-musik.  Jeg har også delt disse links på Facebook til dem der følger mig der.

Snorkling:

http://youtu.be/jgPCeCmQ16w

http://youtu.be/wRO99rcUc7k

http://youtu.be/5LbUUWRzDHk

Koncert:

http://youtu.be/gSY1FIdI1PE

http://www.youtube.com/watch?v=K–A9hgYogk&feature=youtu.be